Kan man være kristen og naturist på samme tid? JA! Men der er desværre mange
fordomme om hvad naturisme er, hvilket fører til mange misforståelser. Ofte tror folk
at naturisme handler om at have sex i naturen, men naturisme har INTET med sex
at gøre, men at føle sig naturlig og fri. Faktisk mener naturister, at sex hører
hjemme bag hjemmets fire vægge, og det betragtes som dårlig opførsel at udvise
provokerende seksuel adfærd offentligt. Sin seksualitet er noget privat, og den
skal man ikke udbasumere offentligt.
Adam & Eva
Er nøgenhed
naturligt? Vi kan jo prøve at se hvordan de to første mennesker, Adam og Eva,
havde det med nøgenhed. I 1. mosebog 2,25 står der: "Adam og hans
kvinde var nøgne, men de skammede sig ikke.". Nøgenhed var altså noget
ganske naturligt, hvilket vel ikke kan komme bag på nogen, for Gud havde jo også
skabt dem som værende nøgne. I begyndelsen var nøgenheden absolut
enerådende, og der var ingen der blot overvejede at dække kroppen til med tøj.
Nøgenheden blev først opfattet som et problem efter syndefaldet, som vi kan læse
om i 1. mosebog 3,8-13: "Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven.
Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren
kaldte på Adam: »Hvor er du?« og han svarede: »Jeg hørte dig i haven og blev
bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.« Han spurgte: »Hvem har fortalt
dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?« Adam
svarede: »Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg.« Gud
Herren spurgte så kvinden: »Hvad er det, du har gjort?« Hun svarede: »Slangen
forledte mig til at spise.«" Adam og Eva var vant til at være nøgne sammen
med Gud, så det har næppe været nøgenheden i sig selv de skammede sig over. Det de skammede sig over var den synd,
som de havde begået ved at handle i modstrid
med Guds ord, da de spiste af 'Træet til kundskab om god og ondt'. De følte nu
et behov for at skjule
hvem de i sandhed var, et behov Gud senere imødekom ved at give dem tøj til at skjule sig
bag. Synden var nu kommet til verden, som blev forvandlet til et ondt og
truende sted, hvor det dels kan være nødvendigt at beskytte sig mod naturens
luner, og dels beskytte sig mod andre mennesker ved at skjule sig, eller tage en
"maske" på i form af tøj. Tøjets funktion er altså at beskytte mod vejr og vind,
samt at give os et værn mod andre mennesker. Men hvem siger, at vi under de
rette/trygge forhold ikke må vælge at smide denne "maske", som vores forfædre
tog på, og være de nøgne mennesker, som vi i bund og grund er skabt til at være?
Kristnes indvendinger mod naturisme
Jeg vil her prøve at skitsere nogle af de indvendinger, som kristne har imod
naturisme, og forklare hvorfor jeg ikke mener at de ikke holder. Det er ikke sikkert, at jeg
har fået dem alle med, men nedenstående er i hvert fald dem jeg oftest er stødt
på i forbindelse med diskussion omkring emnet.
1 - Du må ikke bedrive hor
Nej, og derom er vi enige! Men eftersom naturisme ikke handler om sex, men om at
være som alle andre - blot uden tøj - så holder argumentet ligesom ikke.
Naturister laver det samme som alle andre når de fx tager til stranden; bader,
tager sol, læser en bog eller spiser den medbragte madpakke. Så argumentet om at
man ikke må bedrive hor skyldes simpelthen ren og skær uvidenhed om hvad naturisme
er.
2 - Du må ikke lede andre i fristelse
Korrekt - men hvor langt skal vi strække denne regel? At noget kan lede andre i
fristelse betyder jo ikke, at der skal indføres et total-forbud imod det. Hvis
dette var tilfældet, så ville ALT i verden være forbudt - og du måtte egentlig
slet ikke eksistere, da selve synet af dig ville kunne vække fristelse i andre.
Vi er altså nødt til at finde en balance mellem kampen mod synd og friheden til
at leve. Hvor denne grænse skal gå kan der så være delte meninger om. Jeg mener
ikke, at vi helt skal forbyde ting, som i følge Bibelen ikke er forbudt, "blot"
fordi det kan lede nogen i fristelse. Dette ville jo føre til, at stort set alt
skulle forbydes, hvilket jeg ikke tror er Guds mening. Gud har ikke noget imod
at vi har det sjovt/godt mens vi lever. Eller med andre ord: der er forskel på
brug og misbrug. At nogen misbruger noget, skal ikke betyde, at det skal
forbydes for dem der ikke misbruger det, men blot bruger det. Og her mener jeg,
at ansvaret i kampen mod synd deler sig i to. 1) Den der vælger at gøre noget,
som vedkommende ved kan lede andre i fristelse, har en forpligtelse til at være
bevidst om dette, og derfor være opmærksom på hvor og hvornår vedkommende gør
det. 2) Den der har tendens til at blive ledt i fristelse har en forpligtelse
til ikke at opsøge det der leder vedkommende i fristelse. Eller med andre ord:
Naturisten skal være opmærksom på hvor han/hun smider tøjet, således at det ikke
vækker mere forargelse end nødvendigt og ikke frister mere end nødvendigt.
Samtidig skal den der har tendens til at falde i fristelse lade være med at
opsøge de steder, hvor han/hun ved at folk bader/soler sig nøgen. Folk har også
selv et ansvar for deres liv - det er for letkøbt blot at kaste skylden på de
andre. Man kan nemlig kun ændre på det, som man vælger selv at tage et ansvar
for - og dette gælder også synden i ens eget liv!
3 - Nøgenhed i sig selv er syndigt
Nogle kristne hævder, at nøgenhed i sig selv er syndigt, eller at man ikke må
vise sig nøgen for andre end sin ægtefælle. Men hvis dette er tilfældet, hvorfor
skabte Gud så Adam og Eva som nøgne, og lod dem leve nøgne den første tid af
deres liv? Så mener de, at udfra nogle skriftsteder at kunne påvise, at man kun
må vise sig nøgen for sin ægtefælle. Men hvis man
kun må vise sig nøgen for sin ægtefælle, hvordan så forklare, at det er okay i
svømmehallen at være nøgen i omklædningsrummet med måske 50 andre personer?
Eller forælderen der tager sit lille barn med under bruseren? Hvis man skal tage
dem på ordet, så kommer man frem til denne slags absurde tilstande. Der står nogle steder i Det Gamle Testamente, at man
ikke må vise sig "nøgen" for nære familiemedlemmer, men sjovt nok siges det i
sammen ombæring ikke, at man ikke må vise sig nøgen for fremmede. Dette burde få
enhver til at tænke sig lidt om! Der findes nemlig en ganske fornuftig
forklaring på dette. Skriftstederne handler nemlig slet ikke om det at være
nøgne, men om seksuelle forhold. Eller med andre ord, at det er et forbud mod
seksuelle forhold mellem nært beslægtede personer, også kaldet incest. Bibelen
har altså et forbud mod seksuelle forhold mellem familiemedlemmer, og et forbud
mod seksuelle forhold udenfor ægteskabet. Men et forbud mod nøgenhed finder man
ikke, altså under forudsætning af, at der altså ikke er involveret noget seksuelt i
det.